Min far har fødselsdag lige lidt endnu...

... og vi var inviteret til middag. Som sædvanlig havde min mor lavet supermad.

Vi var der allesammen, og havde en rigtig hyggelig aften.
Der blev ledt efter edderkopper under skabet, men de var nok stukket af for længe siden. Emilie og Elise havde fået Eddie og Ditte ned på alle fire, for at lede efter disse kryb. De kunne dog ikke lokke "mosser Anne".
Til gengæld kunne "mosser Anne" ikke kende forskel på de to i dag. Lene klæder dem ellers ikke i ens tøj, så jeg burde jo bare lige checke ud , hvad den ene og den anden havde på. Det plejer at være en løsning. Det virkede dog ikke i dag, så om det er Elise eller Emilie der sidder til højre eller venstre....det aner jeg ikke..beklager ;-)

Tak for prisen

Jeg har lige fået denne af Marianne... og blev jeg glad? JAAAAA! Tusind tak....

The 'Power of Schmooze Award' is The Award for bloggers who “effortlessly weave their way in and out of the blogosphere, leaving friendly trails and smiles, happily making new friends along the way. They don’t limit their visits to only the rich and successful, but spend some time to say hello to new blogs as well. They are the ones who engage others in meaningful conversations, refusing to let it end at a mere hello - all the while fostering a sense of closeness and friendship".

Eller på dansk (ved etcetera)


Schmooze Award er prisen til bloggere som ubesværet snor deres veje ud og ind af blogosfæren og efterlader venlige spor og smil og på den måde, med glæde, skaber nye venner på vejen. De indskrænker ikke deres besøg til kun at gælde de rige og succesfulde men bruger også tid på at byde nye bloggere velkomne. De er dem som drager hinanden ind i meningsfulde samtaler og de nægter at lade sig nøje med en simpel hilsen (goddag) - i hele processen lykkes det dem at skabe en følelse af nærhed og venskab".

Nu skal jeg sende nomineringen videre ,der er så mange så det er lige før jeg ikke vil fremhæve den ene frem for den anden, men her listes nogle op

Frk. Bibo
Emmaline
Nina
Johanne
Kludemutter
Lene
Derudover alle dem der er nævnt lige her til højre, altså dem jeg dagligt besøger.

Det er hyggeligt med sådanne priser, men det er så svært at sende videre, for sårer man nu en , man skulle have sendt pris til ? Så det var lige før jeg havde det sådan:
"Ingen nævnt, ingen glemt".

Barndommens land, Del 3, nutid

Her i denne gamle bygning, var der købmandsgård da jeg var barn. Nu er der forskellige kunstnere der udstiller deres kunst i Købmandsgården.
Disse fabeldyr er lavet af Simon Maltha. Damen i forretningen sagde at han var fra Skælskør, men selv om byen er lille , så er den altså ikke så lille at jeg ved hvem han er.
Men han er som jeg også flyttet fra byen, som I ser.
Det er Uffe til gengæld ikke. Han har på byens torv den dejligste grønt og frugt butik. Han gik også på Magleby Skole, dog ikke i min klasse...han var en af de små...;-) Men jeg har jo nok spillet sketch sammen med han, når vi havde lørdagsunderholdning.

Barndommens land, Del 2, min hjem

Når jeg cyklede hjem fra skole, kunne jeg næsten hele tiden se hjem, for jeg boede nærmest lige for enden af disse to skorstene.

Min fars arbejdsplads.

Man kan jo mene at sådanne skorstene og resten af "Værket" er noget rigtig grimt noget, men sådan erindre jeg det jo ikke.

Når vi kom hjem fra ferier, sommerhuset, skolen var det første vi alle så efter:

1) Er der røg i begge skorstene?

2) Er røgen hvid, eller er der fejl i forbrændingen, så røgen var sort.

3) bliver der lukket damp ud?

Og når der blev lukket damp ud, larmede det så voldsomt, at det kunne høres helt til Skælskør, 7 km væk. Nogle gange vidste min far når det ville ske... så ringede han lige hjem og gav besked. Tak for det, så var vi børn forberedte.

Da Værket gik over til kul fyrring, var mødrene ikke så glade, det hvide vasketøj, fik når vindretningen var henover vores huse, et fint lag kulstøv på.

Her sluttede min cykeltur, nogle gange når vi kom hjem, var der en liflig duft af

pandekager...

Så kunne vi skynde os, kunne vi.

Min mor arbejdede på Gulf rafinaderiet, det lå også her på Stigsnæs. Her sad hun på kontor fra klokken 8-12, så hun var altid hjemme, når vi kom fra skole. Det var så dejligt.

Her huset fra havesiden. Jeg havde værelse helt til højre. Vi (Hanne og jeg) talte med den dame der bor der nu. Hun viste os rundt, og ville gerne vise os huset inden i, men hendes mand havde haft nattevagt og sov. Det var nok også godt nok... Det var sødt af hende at vise os haven.

Her udsigten fra "min" have. Da vi flyttede til Stigsnæs, var marken lige fremme fyldt med morgenfruer.

Vi var fem familier der boede ved siden af hinanden, i helt ens huse. Alle fædrene arbejdede på Værket. Vi var 10 børn i alle aldre, og indimellem blev der leget røver og soldater, udspioner, fanger og gemmer ja, alt det børn nu kan finde på.

Barndommens land. Del 1, skolen

Jeg har i nogen tid haft behov for at køre en tur til Stigsnæs. Stigsnæs ligger 7 km. udenfor Skælskør. Min familie og jeg flyttede til egnen i 1964, hvor min far fik arbejde på et elektricitetsværk der hed SEAS . Min søster og jeg kom til at gå på Magleby Skole, en lille skole ( ikke lilleskole, men en lille folkeskole) med ca. 80-100 elever. Jeg havde nogle rigtig gode skoleår her fra 1-7 klasse.

I dag genså jeg skolen, der ikke længere hedder Magleby Skole, men Golfstrømmens Friskole. Jeg havde veninden Hanne med, og vi stødte ind i en lærer på skolen, spurgte om vi måtte se os om, og selvfølgelig måtte vi det. Sekretæren på skolen viste os rundt i gamle klasselokaler, læreværelser, kontorer og depoter...
..og i det gamle skolekøkken, som på ingen måde havde ændret udseende. Jeg kunne næsten mærke Fru Tønder Jørgensen og hendes ånd igen. Jeg er ikke den store ørn i et køkken, måske blev min madinteresse egentlig totalt spoleret i dette køkken? Men hyggeligt ser der jo ud. Men min lærer forstod da til fulde, at tvære os elever helt ud. Vitaminplancher , øvelser i at vride en karklud, ophængning af viskestykker så de ikke blev jordslåede...og så var der lige den gang , hvor jeg kom for meget mel i den opbagte sovs, da var jeg ikke så kry. Det er nok det kedeligste jeg husker fra min ellers lykkelige skolegang her. Men tak for omvisningen.
Her cyklede jeg hjemad sammen med skolekammerater. Her skiltes mine veje hver eftermiddag med Lone og Kammer ( Karen Margrethe) , de drejede af til højre og jeg fulgte vejen mod venstre. Men vi mødtes jo der hver morgen igen, for at cykle de sidste km. sammen. Hvis jeg cyklede hjem, når det var blevet mørkt, kunne der sidde de forfærdeligste væsner i det træ, I kan se til venstre for huset. Her sad trolde og hekse, og når jeg så i dagslys kom forbi, kunne jeg jo ikke forstå, at jeg kunne blive så bange. Jeg kunne næsten se dem igen i dag, men så sagde jeg jo bare til dem "fis af" og det gjorde de så... Tog jeg med Lone hjem, cyklede vi nogle gange forbi Noret. Her er lige så flot som jeg erindre det fra dengang. Hvad Lone laver i dag, ved jeg ikke, vores veje skiltes da jeg flyttede til Slagelse som 18 årig, dengang var det for stor en afstand (30 km ca.) til at venskabet kunne holde. Godt jeg har Hanne...hun er guld værd. Jeg er så glad for at hun ville med i dag.

Jeg skal til tandlæge i morgen.

Jeg er (næsten) ikke bange for at gå til tandlæge. Det jeg bare ikke bryder mig om, er de piller jeg skal tage en time inden.

Jeg har en medfødt hjerteklapfejl. Ikke noget farligt, en bicusbid aortaklap. Det har 5% af den danske befolkning uden at vide det. Men nu ved jeg det, og det betyder at jeg skal i penicillin behandling en time før tandlægen får lov til at kikke mig i munden. Grunden til penicillinet er, at de streptococcer vi alle naturligt har i vores lille søde mund, kan finde på at sætte sig på den der fejlbyggede aortaklap, dernede i mit hjerte( den er todelt i stedet for at være tredelt...tænk på et mercedesmærke, sådan burde klappen se ud). Hvis de der piller så bare var med et sukkerovertræk, så var det til at holde ud, men nej, de opløser sig næsten inden de har nået munden. OG JEG SKAL TAGE SEKS STYKKER ....

og så siger jeg ikke noget farligt, men hvis jeg ikke tog de piller, og hvis de der streptococcer fandt på at sætte sig på klappen , ja så var f..... løs. Endocardit til følge (betændelse i hjertet) og hvem har lige lyst til det. Jeg har arvet dette fra min far, og han har da til fulde taget sit tørn med det offentlige system i forbindelse med denne hjerteklapfejl.

Nu går det stærk.

Bedst som Jacob står og nyder udsigten, fra kvisten og drømmer om at lave terrasse deroppe..
..kommer der døre og vinduer. Her er det vores dør der skal sættes i tilbygningen..
..hvad der lige leveres her , ved jeg ikke , udover at det er vinduer.. Nu er det ligesom om jeg fornemmer opbygning i stedet for nedrivning..

Han ved det godt, ham Peter,..

..at han ikke må ligge i dynerne, men han ligner da en der tænker:

"Hvis jeg nu lige trykker mig lidt, så opdager hun det nok ikke"

og opdagede jeg det så?

Tja...

Udsigten...eller hvad jeg nu skal kalde den..

..fra Jeppes kommende værelse (læs:computerrum).Vinduet er dog ikke kommet endnu, men det skal gå uden om den der stolpe der ses i hjørnet. Arkitekten beskriver det som, at det skal svæve uden på ...nå det kan jeg ikke lige gengive, men det skal svæve skal det.....
Her lige et lidt rodet billede, men se lige øverst til venstre, der har vi sat den flaske med oplysninger om vores familie , 20.-eren til is hos Emil Chokolade og adresselisten på håndværkerne. Altså vores "grundsten"

Mon der sker noget derude?

Peter, vores hund, overvejer altid lige om det kan betale sig at komme helt ud ad døren. Sådan er det med beagler, de gør intet, som ikke er til egen fordel.

Peter er blevet 5 år, de første 2-3 år var han mere livlig end nogen anden hund vi har haft. Han fandt som lille hvalp hurtigt ud af at åbne lågen ind til skraldespanden, for så at splitte den ad i atomer. Madkasser er fisket op af skoletasker, bolcheposer op af dametasker. Så vi har alle lært, at alt spiselige skal op over Peterhøjde. Han er nu blevet noget roligere end vi på et tidspunkt turde håbe på. Mio vores kat, lever lidt på tålt ophold, men hun må jo lære at "sige fra" .

Der er ord der "smager" godt..

... og et af de ord, jeg synes smager godt er HABERDASHERY. Det er engelsk og betyder sy- og besætningsartikler, (på amerikansk dog herreekvipering...herrene må da se sjove ud iført broderi eller andre besætningsartikler?).




Jeg stødte på det ord , da jeg var på ferie i London for nogle år siden. Her var jeg blandt andet i butikken Liberty og her havde de en afdeling for Haberdashery. Det var også her jeg købte broderiet med damen, der fik "an overdose of Devonshire tea".

Da jeg kom hjem fra ferien, fik jeg syet det lille broderi og monteret det i en pude. Jeg fandt hjemmesiden, hvorfra jeg så ville bestille et broderi til. Det blev til to , for jeg kunne ikke bestemme mig til om det skulle være "Flower Bed" eller "Cat Nap"

Det blæser tænkte....

...Eddie og Peter, da de gik deres aftenluftetur, og når det blæser på denne årstid, ja så er der også chance for at der er valnødder i området.

I vores nærområde er der et (nej der skal jo være mere end et) valnøddetræ. Dette valnøddetræ står lige på hjørnet af en grund,så mange af nødderne falder ned lige på fortovet. Det er vi mange der ved, så det er om at komme først :-)

I morgen tidlig går de to endnu en tur..

hvor træet er siger vi altså ikke :-)

Flere minder fra barndommes land

Ulrich, Vagn Holberg, Svend Åge
Palle, Morten, Kent
Birthe, Anne, Ditte, Marianne, Karen, KarenMargrethe, Lotte, Anette, Annemarie(Mie)

Jo, jeg kunne huske alle navnene. Jeg gik i skole på Magleby skole, lidt uden for Skælskør. Et dejligt sted, hvor vi ikke var mere end max. 100 elever fordelt på 7 klasser. Alle kendte hinanden. Vi gik også i skole om lørdagen, og her havde vi lørdagsunderholdning. Alle elever fik et nummer fra måske 1-10 og på et givent signal skulle vi på tværs af klasser finde sammen. Nu fik vi så et emne, eller en sætning ud stukket. Herefter fik vi en halv time til at sammensætte en lille sketch. Derefter mødtes vi i G-lokalet (spørg mig ikke hvorfor det hed det, men det gjorde det bare..).Her så vi så de mest fantastiske skuespil , lavet af , spillet af børn...Det var bare så godt og sjovt.
Enkelte fra min klasse har jeg mødt her i mit voksne liv. Ditte har jeg kortvarigt arbejdet sammen med i Sorøs hjemmepleje. Mie støder jeg på når jeg en sjælden gang er i Skælskør, men ellers ved jeg ikke, hvor mine gamle klassekammerater er i dag.