
I morgen, d. 6-1 er det Hellig tre Konger, men i aften er det Hellig tre Kongers aften. I går var der dette indlæg i Sjællands Tidende, og det fik mine tanker til at flyve tilbage til min barn og ungdom. Jeg boede på Stigsnæs, 7 km uden for Skælskør. I umiddelbar nærhed af mit barndomshjem afgik færgerne til Agersø og Omø (
Om-ø og ikke Omø som i
Oma-margarine).
Omø besøgte jeg stort set aldrig, da den ligger 3 kvarters sejllads fra Stigsnæs, men på Agersø havde jeg en veninde, som jeg besøgte ofte. Om vinteren havde vi i øvrigt venindens kuffert stående med reservetøj, i tilfælde af storm eller isvinter. Nå tilbage til emnet, jeg har haft utroligt mange gode timer i denne venindes hjem, også når det var Hellig tre Kongers aften. Jeg ankom om eftermiddagen og travede hjem til veninden. Her begyndte vi at klæde os ud til ukendelighed. Hår blev afdækket. Ure og smykker blev taget af. Vi havde ikke egne sko på. Nogle gange gik vi over til Lars Peter (en meget gammel mand allerede dengang). Han havde mængder af udklædningstøj, noget af det helt tilbage fra 1880érne. Det fik vi såmen lov til at låne også, for der plejede jo ikke at ske noget. Hjemme igen hos veninden, fik vi hurtigt en lille smule aftensmad og ved 20.00 tiden var vi børn klar til at begynde...
Begynde at løbe rundt til de forskellige huse, og hvor der var lys, gik vi ind, stod ganske stille og lod os beundre. Dem vi besøgte kom med forskellige tilråb og spørgsmål, kun for at få os til at sige noget. Men det gjorde vi ikke, for det var en del af "legen".
Når vi var blevet trætte af at løbe rundt, tog vi retur til venindens hjem, for her at se på dem der kom på besøg i deres hjem, og til et kagebord der bugnede af al slags kage. Ligefra småkager, lagkager, skærekager, boller, alt hjemmebagt, men derudover også lige lidt fra bageren. Alt skulle smages, man kunne ikke springe over..nævnte jeg æbleskiver?
Sidst på aftenen var det så de voksnes tur, så gik dem der havde lyst afsides for at klæde sig ud, og bevæge sig ud i vinteraftenen.
Næste dag på havnen gik snakken så om, hvem der havde været klædt ud som hvem, og ikke mindst, hvormange gæster man havde haft.
Hvor har jeg haft mange gode aftner på Agersø, jeg håber de får en god (men nok lidt kold) aften i aften. Det ser ud til at traditionen overlever, for de unge bliver heldigvis ved.